Om Bakery by Bundgaard

Hej, mit navn er Tanja og jeg byder dig velkommen til mit lille hjørne af internettet. Her vil jeg forsøge at inspirere dig med lækre opskrifter på kager og desserter m.v. helt uden sukker. Jeg bruger sødemidler af forskellig slags i mine opskrifter, og jeg ved godt det ikke er for alle, men for mig giver det mening.

Jeg har nu i et godt stykke tid levet efter kostprincipperne fra Det Fede Liv. Hvis du vil vide mere om hvad det går ud på – kan du læse mere her https://patriciahojbo.com/ Meget kort fortalt så spiser jeg ikke længere sukker eller andre hurtige kulhydrater. Men jeg har altid været glad for at bage, og efter et stykke tid, savnede jeg det så meget, at det var lige før jeg droppede min nye livsstil. Og jeg kunne slet ikke få øje på hvordan jeg skulle forene min glæde over bagværk, med et liv uden sukker og hvedemel. Men som tiden gik begyndte jeg at eksperimentere med at bage med nogle andre ingredienser, og resultat af disse eksperimenter finder du her på min blog.

Noget andet jeg forsøger at afhjælpe med denne blog er, at jeg synes det er møgbesværligt at drøne rundt fra butik til butik for at finde de ting jeg skal bruge til mine opskrifter. Hold nu op, jeg har brugt mange timer på at forsøge at finde f.eks. Sukrin Gold i en forretning tæt på mig. Og skulle jeg bestille på nettet måtte jeg nogen gange bestille fra flere steder for at få det jeg skulle bruge. Både dyrt og tidskrævende. Her på min shop vil du finde størstedelen af det du skal bruge, og er der noget du savner, så send mig en mail og jeg skal gøre hvad jeg kan for at finde det til dig.

Jeg håber du kan bruge mine opskrifter til inspiration til din egen rejse.

Kærligst

Tanja