Skærekager

Forårskage

Nu er foråret for alvor kommet og med foråret kommer også rabarber fra min have. Jeg elsker rabarber og kan venter utålmodigt fra de første spæde blade dukker frem fra jorden, til jeg kan høste første gang. Denne gang lavede jeg en bagt rabarberkompot, som jeg har brugt til denne kage. Sammen med kokos og en lækker citronsmørcreme, så er det blevet til en frisk og lækker kage som sikkert også bliver et hit hjemme hos dig.

Rabarberkompot

  • 250 g rabarber
  • 25 g sukrin gold
  • Korn af 1/2 vaniljestang eller 10 vaniljedråber
  • Saft og skal af 1/2 økologisk citron

Kom ingredienserne i et ildfast fad, rør det lidt sammen og bag i ovnen ved 170 grader varmluft i 15-20 minutter. Kom det efterfølgende i køleskabet til du skal bruge det.

Kokoskage

  • 60 g smør
  • 130 g sukrin gold eller almindelig sukrin
  • 4 æg
  • 2 1/2 dl creme fraiche
  • 10 dråber liqiuflav vanilje
  • 50 g kokoksfibermel
  • 150 g mandelmel
  • 2 spsk loppefrøskaller
  • 1 knivspids salt
  • 2 tsk bagepulver

Smør en 20 cm springform og put bagepapir i bunden. Tænd ovnen på 160 grader varmluft.

Rør smør og sukrin sammen og tilsæt derefter æggene et ad gangen, rør efter hver æg. Tilsæt creme fraiche og vanilje dråber og rør det hele godt sammen. Herefter rører du alle de tørre ingredienser i, til det hele er en sammenhængende dej. Kom dejen over i springformen, og bag ca. 40-45 minutter.

Køl kagen helt af inden du deler den i 2 bunde. Du kan også bage den i 2 portioner i hver sin springform, så skal du bare justere bagetiden.

Imens kagen bager kan du lave smørcremen.

Citronsmørcreme

  • 100 g sukrin melis
  • 100 g smør
  • 200 g flødeost naturel
  • Saft og skal af 1 økologisk citron

Smørret skal have stuetemperatur. Pisk smør og sukrin melis godt, til smørret er næsten hvidt. Tilsæt flødeost og pisk til der ikke længere er klumper. Pas på med at overpiske, for så bliver cremen for flydende. Tilsæt citronsaft- og skal og pisk det ind i cremen til det hele samler sig.

Læg den første kagebund på dit fad, fordel 1/3 del af smørcremen henover og fordel derefter rabarberkompot henover. Læg næste bund på og slut af med resten af citronsmørcremen. Pynt med lidt citronmelisse eller citronskal eller lidt af saften fra rabarberkompot-en.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *