KAGER,  Lagkager

Fødselsdagskage

Her hos os skal der simpelthen en kage til, når nogen fejrer deres fødselsdag. Her får du opskriften på lagkagebunde, creme og en hindbærskum. Det her er mit forsøg på at lave en “almindelig” lagkage. Hvis du ønsker den i lidt mere klassisk lagkage facon, så bager du bare bundene i 2 springforme af 24 cm, jeg brugte springforme på 20 cm, så mine bunde blev lidt tykkere og kunne deles i 2. På den måde fik jeg en høj kage, og det synes jeg er så fint.

Lagkagebunde:

  • 4 æg
  • 75 gram sukrin gold
  • 20 dråber liquflav vanilje
  • 2 spsk kokosolie
  • 250 gram mandelmel
  • 1 tsk bagepulver

Rør æg og sukrin sammen, tilsæt vanilje og smeltet kokosolie. Olien må ikke blive for varm, da den så koger æggene. Tilsæt mandelmel og bagepulver og rør det hele sammen. Fordel dejen i 2 smurte springforme, med bagepapir i bunden. Bages ved 160 grader varmluft 30-35 minutter. Lad bundene køle helt af inden du samler kagen. Du kan evt. pakke dem godt ind og lade dem stå på køl til næste dag.

Kagecreme:

  • 2 1/2 dl piskefløde
  • 4 æggeblommer
  • 1 tsk guargummi (xanthan)
  • 10 dråber liquiflav vanilje
  • 1/2 dl sukrin

Bland guargummi med sukrinen, så det ikke klumper når du blander med de øvrige ingredienser. Kom fløde, æggeblommer og resten af ingredienserne op i en tykbundet gryde. Varm op over medium varme, til det tykner.

P.g.a. af guargummiet får det en lidt klister-agtig konsistens, men smagen fejler ikke noget, og når det blandes med de andre ting i kagen så er det ok.

Sæt cremen tilside til afkøling.

Hindbærskum:

Jeg havde i forvejen min hjemmelavede hindbær marmelade i køleskabet, den laver jeg ved at koge en pose frosne hindbær op med lidt vand og citronsaft, når det har kogt så bærrene er godt maste, så tager jeg det af blusset og tilsætter 2-3 spsk chiafrø. Kommes i en beholder og kan holde sig i hvert fald 14 dage på køl. Ellers kan du bruge en sukkerfri hindbærmarmelade.

Pisk 2 1/2 dl fløde til skum, og kom 3-4 spsk hindbærmarmelade i.

Opbygning af kagen:

  • 200 gram sukkerfri marcipan
  • 1 dl letpisket fløde
  • Kageplast

Del bunde i 2, og kom første bund på et stykke kagepap eller direkte på det fad du vil servere på. Jeg brugte en smule smeltet chokolade til at få bunden til at sidde fast. Put kageplast rundt om bunden og brug kanten fra din springform til at holde det fast med.

Fordel halvdelen af kagecremen på den første bund, og læg næste bunde ovenpå. Læg derefter halvdelen af hindbærcremen på, og så næste bund. Næste lag er kagecreme og så de sidste bund. Derefter resten af hindbærcremen. Sæt kagen på køl en times tid til det hele har sat sig lidt.

Rul marcipanen ud, så bredde og længde passer til din kage. Brug lidt maizena så marcipanen ikke hænger i. Fjern kageplast og smør kagens sider op med flødeskummet. Rul marcipanen rundt om kagen. Pynt med det du ønsker, jeg brugte nellike, men du kan pynte med hindbær, små flag eller hvad du har fantasi til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *