OPSKRIFTER

Chokolade cookie

Ind i mellem har man bare brug for en stor lækker cookie, ikke? Og denne kan du spise med god samvittighed, for den indeholder ingen sukker og kun 2,3 g kulhydrat pr. cookie.

Jeg lavede 12 cookies ud af portionen, og de var ca. 10 cm i diameter. Hvis du ønsker lidt mindre cookies, så kan du sagtens gøre det. Da jeg bagte disse første gang, synes jeg kagerne var meget bløde da de kom ud, og var i tvivl om de skulle bage længere. MEN DET SKAL DE IKKE 🙂 Lad dem ligge i et stykke tid på bagepladen og flyt dem derefter over på en bagerist. De bliver sprøde og lækre, hvilket skyldes guargummiet. Du kan godt bage kagerne uden, men de bliver ikke sprøde, og det synes jeg altså en rigtig cookie skal være 😊

Ingredienser :

  • 100 g smør
  • 125 g sukrin gold
  • 10 dråber liquiflav vanille
  • 1 æg
  • 170 g mandelmel
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 1/2 tsk guargummi
  • 1/4 tsk salt
  • 100 gr hakket mørk chokolade 85%

Tænd ovnen på 180 grader.

Hak chokoladen groft.

Smelt smørret (jeg gav det 30 sek i mikroovnen)

Hæld det smeltede smør og sukrin gold i en røreskål, og pisk det godt sammen. Tilsæt derefter vanilledråber og æg og pisk til det hele er samlet. Derefter tilsætter du mandelmel, guargummi og bagepulver. Rør det hele sammen og tilsæt til sidst chokoladen.

Form dejen til 12 lige store kugler og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir eller en silikonemåtte. Mas kuglerne lidt flade (dejen flyder ikke ret meget ud under bagning) . Jeg maste til mine cookies var ca. 1 cm høje.

Bag dem 10-12 minutter.

Når de er bagt afkøles de lidt på bagepladen, derefter på en rist.

Kan opbevares i en lufttæt dåse i op til en uge – men tvivler på de holder så længe 😁

Hvis du bager flere portioner, kan de sagtens fryses ned, både før og efter bagning.

Velbekomme!

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *